Diarré hos pattegrise

 

Udvikling af grisens mikroflora

Pattegrise fødes med en steril tarmkanal, men hurtigt efter fødslens bliver den koloniseret af bakterier og mikroorganismer fra nærmiljøet. Koloniseringen af tarmen med bakterier har stor indflydelse på grisens sundhed og sygdom, for eksempel hjælper mikrofloraen med at modne tarmen og udvikle den del af immunsystemet der sidder i tarmen.

 

En sund mikroflora beskytter mod opblomstring af patogene bakterie gennem ”competitive exclusion” hvor de gode bakterier optager pladsen og næringsstofferne, så de skadelige bakterie ikke opblomstre. 

 

Råmælk og immunisering

Nyfødte grises tarme er meget følsomme over for manglende ernæring, og tarmvilli kan ikke udvikle sig normalt, hvis ikke der tilføres råmælk og senere mælk. Antistoffer fra råmælken (IgG, IgM og IgA) og senere mælken (IgA) vil normalt beskytte mod skadelige effekter af bakterier. IgA absorberes af tarmslimhinden og beskytter lokalt i tarmen så længe grisen dier hos soen. Hvis grisen ikke optager tilstrækkeligt med råmælk og efterfølgende mælk eller grise født af søer der endnu ikke er immune overfor de bakterier der er i besætningen risikere at få diarré.

 

Den passive immunisering fra mælken vil falde efter 2-3 uger og indholdet af antistoffer i mælken bliver lav. Antistofferne bliver ikke absorberet, men beskytter lokalt i tarmen. Grisens egen immunitet er meget lille på dette tidspunkt og de er derfor sårbare. 

 

Diarré

Ved diarre vil grisene ofte hænge med halen, se strithårede og indsunkne ud. Der vil kunne ses gul eller bleg afføring bag på grisen. Diarre øger dødeligheden direkte som følge af forgiftning eller væsketab. Diarre mindsker grisenes fravænningsvægt idet diarréen typisk opstår i en periode i grisenes liv, hvor længdevæksten af tarmen høj.  

 

En kraftig tarminfektion på dette tidspunkt vil derfor forhindre tarmens normale udvikling og det kan have betydning for grisens evne til at udnytte foderet effektivt efter fravænning også. Et diarréproblem i farestalden, vil derfor kunne medvirke til, at spredningen på grisens tilvækst efter fravænning bliver større. Desuden øger det medicinforbruget.

 

Farestald

De fleste problemer med diarre ses i den første leveuge. 

 

En lang række af bakterier kan føre til diarre hos patte- og smågrise. En af de første skadelige bakterier der koloniserer tarmen er E-coli, som hæfter sig på tarmepitelet i tyndtarmen, her opformere de sig og udskiller diarrefremkaldende toxiner, enterotoxin, som er skyld i tab af klorid og natrium ioner og væske i tarmen. Dermed opstår der diarré.

 

Pattegrisediarre kan forekomme hos grise allerede fra 0-4 dage efter fødslen og kan opstå allerede 12 timer efter fødslen. Ved de tidlige diarréer er dødeligheden meget høj.

 

Derefter vil det typisk være clostridia, C. perfringens type A, type C og muligvis, C. difficile. Efterfulgt af rotavirus og coccidier som vil opformere sig i tyndtarmen og ødelægge cellerne I tarmvæggen hvilket med fører diarre.  Dette vil typisk være i 2-3 ugers alderen og der er sjældent en høj dødelighed, men grisene bliver sat tilbage i tilvækst.

 

I 2-4 ugers alderen er grisen begyndt at optage små mængder foder. Syre- og enzymproduktionen er på dette tidspunkt designet til at fordøje mælk og skal udvikles til at fordøje foder. Ufordøjet foder i den sidste del af tarmen, giver patogene stammer af E. coli mulighed for at opblomstre og invadere andre dele af tarmen og medføre diarre. Det er derfor vigtigt at det foder der tildeles i farestalden er højt fordøjeligt, så grisen udvikler enzymer til at fordøje foder uden at få diarre.

 

Klimastald

Ved fravænning er der flere stressfaktorer, grisene fjernes fra soen, sammenblandes med andre grise, flyttes til nye omgivelser og ikke mindst har de ikke mulighed for at die hos soen længere.

 

Selvom grisene tilbydes foder i farestalden er størstedelen af deres daglige optag stadig somælk. Efter fravænning går de over til 100% foder og de mister de beskyttende antistoffer i mælken. De første dage vil grisenes foderoptag ofte være begrænset og dette kan påvirke tarmtrævlerne negativt med reduceret næringsstofoptagelse til følge.

 

Det er desuden vigtigt at grisen har lært at optage foder før fravænning og at deres enzymproduktion til at fordøje foder er igangsat. Ufordøjet foder i den sidste del af tarmen, giver patogene bakterie mulighed for at opblomstre og invadere andre dele af tarmen og medføre diarre.

 

Grisens egen immunitet er meget lille ved 3-4 ugers alderen hvor de typisk fravænnes. I ugerne efter fravænning vil diarréproblemer oftest skyldes colibakterier, mens diarré mere end 14 dage efter fravænning kan skyldes både E.coli, Lawsonia, dysenteri eller dysenteri-lignende sygdomme.

 

Fravænningsdiarre opstår inden for de første 10 dage efter fravænning og ofte inden for 4-5 dage. I besætninger der anvender 2500 ppm zink i fravænningsfoderet de første 14 dage efter fravænning kan grisene få diarre ved foderskriftet fra zinkblandingen til den efterfølgende blanding.

 

Behandling

Syge grise behandles 3-5 dage med et egnet antibiotikum enten som indsprøjtning eller via drikkevandet hvis mere end hver 4. gris har diarre.

 

Det anbefales desuden at tildele tilskud af elektrolytter for at reducere væsketabet.

 

Økonomisk betydning af diarre

Den helt præcise økonomiske betydning af diarre kendes ikke, men der vil være en andel af grise der dør af diareen, dermed går landmanden glip af indtjeningen på disse grise. Derudover vil der være nedsat tilvækst og dårligere foderudnyttelse hos de grise der overlever, samt omkostninger til medicin og elektrolytter mm. 

 

Der vil desuden være mere arbejde med at passe og behandle grise med diarre.